Min vision for EU.
De globale udfordringer, senest Finanskrisen, og vores afhængighed af fossile brændstoffer fra Mellemøsten og Rusland understreger vigtigheden af et endnu stærkere samarbejde i EU.
Vi skal spænde markedsmekanismen for en bæredygtig økonomisk og miljøvenlig udvikling med økonomiske incitamenter og adfærdsregulerende mekanismer.
Vi skal være i front i Europa med grøn vækst.
Vi skal bruge EU samarbejdet til at forske og udvikle i : Nye energikilder, Nye energilagringsmetoder og Nye energibesparende teknologier.
Europa skal være kontinentet, der kæmper for frihandel og demokratiske værdier, og som viser verden hvordan selvstændige nationer kan optræde samlet.
Derfor stiller jeg op
Jeg har altid betragtet EU-medlemskabet som en udvidelse af demokratiet, hvor vi får medejerskab til beslutninger, der vedrører fælles europæiske udfordringer.
I mine 17 år i den liberale gruppe i Europarådet (14 år som næstformand) har jeg oplevet, at hvis man vil, og hvis man brænder for sagen, så får man masser af indflydelse.
Som aktiv deltager i Europarådets udvidelsesprocedure (hele Europa undtagen
Hviderusland) har jeg set, hvor stor betydning EU har for den demokratiske udvikling i Østeuropa og oplevet hvordan EU for Østeuropa har været lyset for enden af tunnelen efter deres lange, ufrivillige indespærring bag Muren.